Skip to main content

Grænseløbets Historie

Bliv ”Grænseoverløber” for en dag – på legal vis

Deltag i Grænseløbet og passer den dansk/tyske grænse 2. gange!

Det var i efteråret 1984 at den tidligere formand for BOV IF, Leo Balle fik ideen til et grænseoverskridende motionsløb. I november dette år blev der indkaldt til møde i den første løbskomité. Man gik i gang med at finde en egnet rute.
2. juledag brugte løbskomiteen til at fastlægge og opmåle ruten, som næsten er identisk med den 12 km rute der stadig løbes på. Opmålingen var dog ikke uden forhindringer. Skomagerhus grænsen skulle passeres, og var dengang kun åben for publikum i sommerperioden om onsdag, lørdag og søndagen. Man valgte derfor at dele opmålingen så hold 1 gik fra Grænsehallerne til Skomagerhus og her rakte målehjulet over ”Grænsesnoren” og hold 2 fortsatte derfra med målingen. Resultatet blev en rute på ca 12 km. Denne er siden rettet flere gange, så den nu er 11,4 km.

Det første Grænseløb blev skudt igang lørdag den 21. september 1985 af borgmester i Bov Kommune, Thomas Jessen og havde i alt 336 deltagere. Flest lokale deltagere, men dog også deltagere fra alle dele af Danmark og Nordtyskland.

Et kendetegn har været at uanset hvordan dagen er begyndt, så er solen kommet frem kort før løbet er blevet skudt i gang.

I de første år brugte løbskomiteen meget energi på at få løbet gjort kendt. Der blev indgået medlemskab af Jysk-Fynsk Motionsløberforening, annonce i Trim-kalenderen og god presseomtale fra de lokale medier. Dengang var der heller ikke så mange løb at skrive om.

Der blev arrangeret ture til Marselisløbet i Århus, Vestkystløbet i Esbjerg, OK-løbet i Odense, Kieler Stadtlauf, Schleswig Stadtlauf. Alle steder blev der uddelt programmer. På plancer blev der vist billeder og tegninger af løbsruten osv. Senere blev der med hjælp fra medlemmer i BOV IF Atletik/Motion arrangeret stafetløb til bl.a. Fur, Schwerin og Celle og så blev der undervejs i de større byer uddelt programmer og løbsinformation om Grænseløbet. Alt dette gjorde at der kom gang i tilmeldingerne, og i 2012 toppede deltagerantal med rekord på 1.675 løbere. I den periode blev der fra de store klubber som Århus 1900 og OGF, Odense arrangeret busture med mange deltagere til Grænseløbet.

I løbskomiteen taler man i dag meget om den forandring der er sket igennem alle årene med Grænseløbet. De første år blev alt materiale som pressemeddelelser, deltagerlister, løbsprogram, resultatlister osv. lavet på en almindelig skrivemaskine, med god hjælp af mange flasker rettelak. Tryk blev fremstillet på en ikke alt for god kopimaskine.Der blev brugt mange timer, ikke mindst når der var noget der havde svigtet i forbindelse med tidtagningen, som foregik med stopur, så kunne der godt blive brugt mange ”sene nattetimer” i ugerne efter løbet.

Så kom ”elektronikken” til Grænseløbet.
Med stor hjælp fra en meget engageret viceskoleinspektør og en EDB-nørd fra Kruså Skole, blev EDB en stor hjælp for den administrative del af løbet. Viceskoleinspektøren og EDB-nørden fandt stor interesse i at bruge en del af den kostbare fritid til at lave et program der kunne registrere deltagerne og ikke mindst registere tiden ved hjælp af stregkoder og scanner.

Senere fik vi så ved hjælp af en god sponsor vort første eget edb-anlæg. I de efterfølgende år blev programmerne udviklet og opdateret efter de større krav der blev stillet i forbindelse med flere og flere deltagere. På hjemmesiden var der nu mulighed for at se oplysninger og tilmelding blev gjort online. Der er i årene blevet investeret flere gange i nyt edb materiale. Det har det som bekendt næsten at være forældet, dagen efter man har købt det!

I 2007 skete der så noget nyt. Der blev indgået en aftale med et professionelt tidtagningsfirma, hvor der blev mulighed for online tilmelding via vor hjemmeside. Alle deltagerne løber nu med en chip. Her registeres tiden så deltagerne straks efter løbet kan få den nøjagtige tid samt få udskrevet et diplom.
Ja, der er sket noget siden dengang med stopur, skrivemaskine, rettelak og en gammel kopimaskine!

Alt dette ikke uden gode og trofaste sponsorer
Ikke mindst erhvervslivet i Bov Kommune, men også fra andre dele af landet, har vi i alle år haft sponsorer, der har bakket op om vort arrangement. Mange har været med alle år!

Denne opbakning har ikke mindst idrætsungdommen i BOV IF nydt godt af, men også deltagerne i form af mange flotte præmier.

Der skal lyde en stor tak til alle der på denne måde har støttet os.

For at løbet skal holde standarten og stadig udvikle sig, så er det nødvendigt, at der arbejdes på det hele året. Derfor holdes der fra begyndelsen af året, månedlige møder hvor der følges op på nye tiltag, udfærdigelse af program, kontakt til sponsorer, få aftale med myndigheder, starte fortræning osv. Det har bestemt aldrig været kedeligt, og løbskomiteen har altid været sammensat at medlemmer med forskellige erhvervsbaggrunde. Alle har været indstillet på at yde en stor indsats til gavn for idrætslivet i BOV IF.

Besøg vor hjemmeside www.graenseloebet.dk hvor der er mulighed for tilmelding.Her kan man se deltagerlisten, samt følge de nyheder der sker i de næste måneder.

Bliv Grænseoverløber for en dag - vi ses til Grænseløbet den 16. september 2023